I Tågelandene er disen levende. Den snor sig gennem skovene
som noget med egen vilje – den kommer og går, ændrer retning, skjuler og
afslører uden varsel. Den dækker det våde lavland, hvor jorden for længst har
givet op. Skoven hernede er mættet med vand, som om det har regnet i en
evighed. Der er bække overalt, søer, sumpe og dybe vandhuller skjult af rødder
og blade. Hver skridt nede i tågen er vådt, tungt og usikkert – man træder
sjældent tørt.
Disen ligger lavt og tungt hele tiden, og der er aldrig helt
stille. Det drypper og siver, og træernes grene er kolde af fugt. Man fryser,
selv når vinden står stille. Alt føles koldt og gennemblødt – som om det aldrig
har været anderledes.
Men oppe på højdedragene er det anderledes. Her stikker
bakker og klippefremspring op over disen, og gamle landsbyer klamrer sig til de
tørre højder. De er beskyttet af træ og sten, og deres huse står tæt. Mange af
dem er så gamle, at man ikke længere ved, hvem der først byggede dem. Her er
der ildsteder, sol på jorden og marker, der aldrig ser tågen. Her lever folk,
som de altid har gjort – langsomt, men fast. Jordlodderne er små, men
frugtbare, og fællesskabet er stærkt. Det er et sted, hvor man mærker varmen
fra både ilden og hinanden.
Fra højdedragene kan man ofte ane andre landsbyer i det
fjerne – små klynger af tage og tårne, som dukker op over tågen, når solen står
rigtigt. Mellem disse byer føres der stille, men vigtig kommunikation.
Røgsignaler stiger op ved bestemte tidspunkter, i faste mønstre, for at
bekræfte: Vi er her endnu. Vi lever stadig. Det er ikke bare tradition –
det er livline. For hvis en landsby ikke svarer, ved man, at noget er galt.
Kun få gange om året – og kun når tågen tillader det –
sendes karavaner af sted. Det kræver planlægning og held. Men det er
nødvendigt. Der bringes forsyninger, særlige råvarer, frø, redskaber og
medicin. Unge mennesker rejser med, sendt af deres familier for at blive gift i
en anden by og bringe nyt blod til en slægt, der ellers ville visne. For byerne
er afhængige af hinanden. Ingen kan stå alene for evigt.
Det værste man kan se fra en højdedragsby, er sort røg. Ikke
signal, men ild. Ikke liv, men undergang. Det betyder, at en landsby er faldet
– brudt op indefra eller revet ned af væsnerne fra tågelandet. Det betyder, at
der er nogen, man ikke længere kan nå.
Karavaner krydser de tågefyldte stier med lige dele mod og
nødvendighed. Rejsende, drevet af handel, håb eller noget de ikke selv kan
forklare, holder sammen som én flok. Foran går vejvisere, der læser landskabet,
lugter jorden og mærker vinden – de kender stier, andre ikke tør nævne.
Vagterne holder vagt med spyd i hånd og øjne skarpe. For de ved, at noget
gemmer sig i disen.
For dernede, i den kolde skovbund, hvisker folk om væsner
ældre end historierne selv. De fleste ser dem aldrig – ikke helt – men de
mærker, når noget er galt. En kulde, der ikke stammer fra vejret. En stilhed,
der lægger sig tungt og forkert. Skygger, der bevæger sig uden lyd. Og nogle
gange forsvinder folk. Eller dyr. Uden spor. Tågen skjuler, men den tager også.
Det er derfor faklerne brænder hele natten, og hvorfor ingen bevæger sig alene
under træernes skygge.
Ved særligt vigtige stier og kryds står kæmpe, gamle træer –
ege så brede, at det ville tage flere mennesker at nå rundt om stammen. Oppe i
deres grene, langt over den tågede skovbund, er der bygget solide huse. De
fungerer som kro, vagtstue og handelsbod på én gang – alt det, en rejsende har
brug for. Heroppe er der tørt, og her kan man sove i sikkerhed.
Rundt om træets fod er der rejst en palisade af kraftige
stammer, hvor karavaner kan køre ind og finde ly. Vogne og dyr bliver samlet
indenfor, og der er bålplads, vand og læ. Når mørket falder på, bliver porten
lukket og barrikaderet. Som et hønsehus for natten – for man ved, at hvis man
ikke lukker ordentligt af, så kommer ræven. Eller noget værre. For i tågen
udenfor bevæger der sig ting, der tager det, de kan få fat i.
Ofte er det en familie eller en lille gruppe, der driver
stedet. Hårdføre folk, opvokset med frygten for det, der gemmer sig nedenunder
– og med styrken til at holde det ude. For dem, der rejser mellem landsbyerne
på højdedragene, er disse steder livsvigtige. At overnatte i tågen uden et
sikkert sted er ikke bare dumt. Det er farligt. Det er sådan folk forsvinder.
Tågen skjuler meget, men den tiltrækker også. Den kalder på
dem, der tør gå ind i det ukendte. Tågelandet forandrer sig hele tiden, og
ingenting er helt som det ser ud. At bevæge sig her er at træde ud af det
trygge og ind i noget gammelt og dybt.
Men selv i alt det fremmede gemmer der sig muligheder. For
dem med mod og tålmodighed er der stier, der fører nye steder hen. Der er spor
efter dem, der kom før – og plads til nye fortællinger. Man skal bare turde
tage skridtet, lade varmen bag sig for en stund, og træde ind i disen – ikke
med frygt, men med nysgerrighed.